Derfor er det vigtigt at få målt blodtrykket
Forhøjet blodtryk kan ofte hverken ses eller mærkes. Nogle opdager det først, når de får alvorlige følgevirkninger som blodprop i hjernen, blodprop i hjertet eller hjerneblødning.
Pas på blodtrykket, siger vi til hidsigproppen med den ildrøde ansigtskulør. Men helt afslappede og blege mennesker kan også have forhøjet blodtryk.
– Ofte kan det hverken ses eller mærkes, om man har forhøjet blodtryk. Derfor er det vigtigt at få målt sit blodtryk, siger Anne Pauline Schroeder, som er overlæge på Hjertesygdomme, Regionshospitalet Viborg.
Et højt blodtryk belaster hjertet og kredsløbet og medfører øget risiko for blodprop i hjernen. Det kan også føre til blodprop i hjertet, hjerneblødning og varige skader i nyrerne.
– Hos nogle er det første symptom på forhøjet blodtryk en alvorlig hjerneblødning. Det kan forebygges, hvis man er klar over, at blodtrykket er for højt, pointerer overlægen.
Op imod en tredjedel af den voksne befolkning har forhøjet blodtryk. En tredjedel af dem er ikke klar over det, mens en anden tredjedel ikke får den rette behandling af lidelsen.
Læs mere